H.C. Andersens Eventyr

”Dernæst har jeg begyndt paa nogle ”Eventyr fortalte for Børn”, og jeg tror de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr, jeg selv som lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske skrevet dem saaledes som jeg selv vilde fortælle et Barn dem.”

Således skrev Andersen til vennen B.S. Ingemann i foråret i 1835. dette første lille hæfte indeholdt de 4 eventyr: ”Fyrtøjet”, ”Lille Claus og Store Claus”, ”Den lille Idas blomster” og ”Prinsessen på ærten.” Forud havde Andersen udsendt ”Dødningen”, der senere blev omskrevet til ”Rejsekammeraten.”

Kritikken var hård ved den unge Andersen. Anført af Chr. Molbech mente datidens smagsdommere, at sådan kunne man ikke skrive til børn. I starten af 1800-tallet tog man ikke børn alvorligt, og man anså ikke børns talemåde og deres fantasiverden som noget unikt i sig selv. Med franskmanden Rousseau og andre ændrede dette syn sig langsomt og Andersen, der også var inspireret af bl.a. brødrene Grimm i Tyskland, forstod om nogen dette. Fra sin barndom havde han i bagagen sin fars fortællinger fra ”1001 nat”, Holberg m.fl. og sammen med moderen havde han hørt mange af de folkeeventyr, der blev fortalt på de mange ture, de havde sammen.

På trods af kritikken, fortsatte den unge Andersen sin direkte, mundtlige skrivemåde og i 1843 kommer så eventyret ”Den Grimme Ælling”, der straks blev oversat til tysk og engelsk. Hermed var vejen banet for den verdensberømmelse, som Andersen kom til at opleve, og som åbnede dørene for ham til at møde mange af Europas førende personligheder. I alt blev det til 156 eventyr, der nu kan læses på ikke færre end 159 forskellige sprog.

Han var forud for sin tid. I 1800-tallet var det kun de færreste, der forstod at eventyrene så dybt ind i den menneskelige sjæl. Ganske vist var de i starten ”Eventyr fortalte til Børn”, men ikke mindst de senere eventyr, der udkom under titlen ”Historier”, henvendte sig også til de voksne.

Andersen skrev i sin dagbog d.4. juni 1875, to måneder før sin død: ”mine Eventyr vare ligesaa meget for den Ældre som for Børnene, disse forstod kun Stafagen og som modne Folk saa og fornam de først det Hele. At det naive var kun én Deel af mine Eventyr, at Humoret var egentlig SALTET i Dem.

Med dette mente han, at de mange forskellige figurer han brugte i sin eventyr, appellerede såvel til børns som til de voksnes fordybelse, fantasi og intellekt. Hvem er vi som personer og hvordan lever vi vores liv? Det var for Andersen det store spørgsmål, og han gav os med bl.a. eventyrerne en øjenåbner og en guide til at finde ind til os selv – til dannelse.

H.C. Andersen & Kærligheden

Mange har i tidens løb forsøgt at finde ind til Andersens kærlighedsliv, men især mødet med tre kvinder bragte ham ud af balance og ind i forelskelsens sødme.

Den første kvinde – Riborg Voigt – mødte han i Fåborg på Fyn i 1830, hvor han var inviteret af ungdomsvennen Christian, der var bror til Riborg. Riborg var datter af en velhavende købmand og alene af den grund var det udelukket, at hun kunne gifte sig med en fattig mand som Andersen. Den 25-årige Andersen var dybt forelsket:

Min tankes tanke ene du er vorden,

Du er mit hjertes første kærlighed,

Jeg elsker dig som ingen anden her på jorden,

Jeg elsker dig i tid og evighed.

Riborg blev gift med naboens søn og Anders greb igen til poesien:

To brune øjne jeg nylig så,

I dem mit hjem, min verden lå

Der flammed snillet og barnets fred,

Jeg glemmer dem aldrig i evighed.

Fra de brune øjne til de blå. Men også denne forelskelse var håbløs, da det drejede sig om Collins datter Louise. Hun var søster til Edvard, hvem Andersen hele livet gerne ville sige du til.  Men igen var der tale om en højere social stand, som på det tidspunkt var uopnåelig for Andersen. Louise blev som 18-årig forlovet med en ung jurist ved navn Lind. Igen måtte Andersen gribe til poesien:

Jeg var ej smuk, jeg var ej blandt de rige,

Og til den bedste blomst dog øjet så.

”Vær min!” jeg drømte, voved halvt at sige,

Hvad kan man ej i drømme falde på.

I rosens rødme håb jeg ville finde.

En anden kom – jeg ser endnu på den,

jeg ser, hvordan han rosen monne vinde,

Og nu – er jeg en gammel pebersvend.

Endnu end 3. gang skulle en kvinde bringe Andersen ud af fatning. Denne gang var øjnene hverken brune eller blå, men grå. Til gengæld var stemmen henrivende – det var den svenske nattergal – Jenny Lind. Hun var som Andersen af fattig slægt, men hun holdt af ham som en søster holder af en bror.

H.C. Andersen

”Naar det ene Blad paa et Træ ikke er en Copi af det andet, skulle da Mennesket, i sin hele Naturlighed, være det?”

”Det er min Natur imod, at være anderledes end den jeg er.”

Disse citater af Andersen er kernen i hans liv, som digter, som mand og som menneske. I hele sit liv forsøgte han at finde frem til, hvilket menneske han var og at holde fast i sin barnetro – sin tror på en Gud og sin tro på sig selv.

Formet af den fattige barndom i Odense, hvorfra han som 14-årig rejste til København til mødet med bl.a. familien Collin, Ingemann, H.C. Ørsted, Heiberg, rektor Meisling, lykkedes det ham at komme igennem alle trængsler for allerede i sin levetid at blive verdensberømt.

I hans egen tid læstes hans romaner, rejseskildringer, digte, selvbiografier og eventyr, fra Rusland i øst til Amerika i vest og i dag ikke mindst i Kina. Andersen er i dag oversat til ca. 125 sprog og efter biblen er han den mest oversatte af alle.

Andersen var den første, der skrev samtidsromaner, men det var ca. 10-20 eventyr der gjorde ham verdensberømt. Han var en mønsterbryder – havde modet til at være helt sin egen. Han havde som digter evnen til at se ind i menneskesjælen. Han var forud for sin tid, og først i de senere årtier har man set, hvor genialt han i sine eventyr med dyr og blomster som symboler, viste for os menneskets smålighed – det gode og det onde i det enkelte menneske.

Andersen er en kulturbærer helt ind i vores tid og fremover, når vi taler om kulturarv og om at bevare de kristne værdier og ikke mindst finde ind til hvem vi selv er som menneske, og hvordan vi skal leve vores liv.

I romamen ”Kun en spillemand” fra 1837 lader Andersen gudfaderen berette til hovedpersonen Christian:

”Der gives mange Folkeslag paa Jorden! Hvad vi hos os kalde Synd, give andre Navn af Ret. Den Vilde æder sin Fjende, og hans Præst siger: nu kommer du øverst i Himlen. Tyrken har mange Koner, og hans Gud lover ham, endnu flere i Paradiset. En General faar Hæderstegn og Berømmelse for hvad han gjør i kongelig Krig, som skeer med uret, medens en Anden, der viser samme Snildhed, kommer paa Stejlen! Det hele kommer an paa, Skik og Brug, og hvo siger os, om vi just følge de bedste, fordi vi gjør, som de Fleste gjøre?”

Det er liv at rejse

Ovenstående linje indgår i et digt af samme navn, som Andersen skrev i 1850. herfra kender vi også talemåden: ”at rejse er at leve – Det at rejse er at leve.”

Andersen foretog over 30 rejser til udlandet i perioden 1831 til 1873. det var en tid, hvor Europa forvandlede sig på mange måder ikke mindst inden for måden at rejse på. Fra diligence/postvogn kunne man nu, hvis man havde modet, stige på de første tog. Telegrafen og fotografiet blev opfundet. Andersen prøvede og fortalte ikke mindst i sine dagbøger om disse fantastiske nyskabelser.

Hans første udlandsrejse gik til Harzen i Tyskland i 1831. Andersen måtte væk fra kritikken i Danmark og åbne sig mod nye, større horisonter efter det forliste kærlighedsforhold til Riborg Voigt. Denne først af mange dannelsesrejser blev til bogen Skyggebilleder – en øjenåbner for romantikken – en inspiration med udgangspunkt i naturen, som den støvede diligence førte Andersen igennem til mødet med nye mennesker, som i Tyskland forstod at værdsætte den unge digter.

Tilbage i Danmark kæmpede Andersen sin kamp for at blive accepteret af de førende kritikere, men igen måtte han væk og takket være et rejselegat kom han endelig i 1833 af sted til sit drømmeland, Italien, ud på det der skulle blive hans store dannelsesrejse til Rom via Hamborg, Paris og Schweiz. Det blev et møde med de danske guldaldermalere og ikke mindst Bertel Thorvaldsen. Fra Rom gik turen videre til den dampende erotik i Napoli og vulkanen Vesuv i udbrud. Vi ved det fra de mange dagbøger og tegneskitser fra Andersens hånd.

Det var Goethes Italien han var kommet til: ”Kennst du das Land wo die Zitronen blúhn?” Inspirationerne blev bragt hjem og udkom ikke mindst i dannelsesromanen ”Improvisatoren.” Italien blev besøgt i alt 8 gange, sidste gang, da han var 68 år.