Svinedrengen

”Der var engang en fattig prins; han havde et kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig på, og gifte sig, det ville han!”

Sådan begynder eventyret om svinedrengen. Det blev trykt første gang i 1842. Inspirationen har Andersen hentet fra et dansk folkeeventyr ” – således som det blev mig fortalt som barn!”

Uddrag af eventyret:

”…og så blev prinsen ansat som kejserlig svindedreng. Han fik et dårligt lille kammer nede ved svinestien og her måtte han blive!

Tommelise

H.C. Andersen havde flere brevveninder. Én af dem, der betød mest for ham, var Henriette Wulff. Hun var datter af admiral Wulff, der dengang boede på Amalienborg Slot i det palæ, hvor nu kronprins Frederik og kronprinsesse Mary bor. Hun var en usædvalig intelligent pige, der forblev en støtte for Andersen hele livet.

Henriette, eller søster Jette som han kaldte hende, var forkrøblet og derfor meget lille af statur. Det er hende, der er motivet i hele eventyret og figuren Tommelise, som svalen bringer til syden – til det Italien, som Andersen elskede højt.

Hvad Fatter Gør

Eventyret er et af de eventyr Andersen havde hørt som barn. Det blev trykt først gang i 1861 i ”Nye Eventyr og Historier.” I sin dagbog fortæller Andersen d.4. december 1860, at han lige var vendt hjem fra en af sine mange udlandsrejser – denne gang til Schweiz. Her havde han byttet sine ”Guldpenge” til anden mønt og til sin store ærgelse ikke fået vekslet pengene så godt, som han kunne ønske sig. D. 5. december skriver han i sin dagbog: ”Blev hjemme hele aftenen og skrev den gamle historie om manden, der bytter hesten for koen.”

Kejserens Nye Klæder

”For mange år siden levede en kejser…”, sådan begynder eventyret, der første gang blev trykt i 1837. Det er oprindeligt kommet fra Spanien og blev hurtigt oversat til tysk. Andersen skrev sin version af eventyret på baggrund af en strid mellem to danske digtere – Paludan Müller og Carsten Hauch – hvor Carsten Hauch skrev til Andersen, at ”denne gang har Paludan Müller kastet den poetiske kjole bort og står nu i bare skjorteærmer.”

Eventyret handler om bedrag og forfængelighed og den geniale slutning, hvor drengen siger: ”men han har jo ikke noget på”, blev først indsat til allersidst efter at eventyret egentlig var skrevet færdigt.

Uddrag af eventyret:

”For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke, nye klæder, at han gav alle sine

Klods Hans

Inspirationen kom fra et gammelt dansk folkeeventyr, der hed ”Jesper og Prinsessen.”

Andersen forfinede det i sin egen stil og det blev første gang trykt i 1856 og udkom i den samling, der hed: ”Historier.” Andersen finder på dette tidspunkt i livet betegnelsen ”Historier” mere passende, da han nu er på vej væk fra folkeeventyret, der havde haft en stor plads i begyndelsen af forfatterskabet.

Slutningen af eventyret:

”Nu kom Klods Hans, han red på gedebukken lige ind i stuen. ”Det var da en gloende hede!” sagde han.

”Det er fordi jeg steger hanekyllinger!” sagde kongedatteren.

”Det var jo rart det!” sagde Klods Hans, ”så kan jeg vel få en krage stegt?”

Nattergalen

Eventyret er trykt for første gang i 1844 under påvirkning af Andersens møde med den svenske sangerinde Jenny Lind: ”Den svenske nattergal.”

Eventyret handler om forholdet mellem det ægte over for det kunstige – friheden over for ufriheden.

Uddrag af eventyret:

”I Kina ved du nok, er kejseren en kineser, og alle de, han har om sig, er kinesere. Det er nu mange år siden, men just derfor er det værd at høre historien, før man glemmer den!

Kejserens slots var det prægtigste i verden, ganske og aldeles af fint porcelæn, så kostbart, men så skørt, så vanskeligt at røre ved, at man måtte ordentlig tage sig i agt.

Den Lille Pige med Svovlstikkerne

Eventyret er skrevet under et ophold hos hertugen af Augusteborg-Graasten i 1845.

Det er påvirket af erindringen om moderens fattige barndom, hvor hun en dag var sendt ud for at tigge, og da hun ikke kunne det, havde hun siddet en hel dag og grædt under en bro ved Odense Å.

Uddrag:

”Det var så grueligt koldt; det sneede, og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften.

I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo rigtignok haft tøfler på, da hun kom hjemme 

Den Standhaftige Tinsoldat

Eventyret blev trykt første gang i 1838. inspirationen kom fra en berømt danserinde – Lucile Grahn – som Andersen så på Det Kongelige Teater og som han blev stærkt betaget af. Det er en fantastisk historie om tinsoldaten, der via den farlige rejse i rendestenen kommer hjem igen for til sidst sammen med danserinden at ende i den gloende kakkelovn.

Starten af eventyret:

”Der var engang femogtyve tinsoldater, de var alle brødre, thi de var født af en gammel tinske. Geværet holdt de i armen, ansigtet satte de ligeud; rød og blå, nok så dejlig var uniformen. Det allerførste, de hørte i denne verden, da låget blev taget af æsken, hvori de lå, var det ord; ”Tinsoldater!” det råbte en lille dreng og klappede i hænderne, han havde fået dem, for det var hans 

Fyrtøjet

Inspirationen kom fra et folkeeventyr, som Andersen havde hørt som barn fortalt i spindestuen og ved hummelplukningen. Det oprindelige folkeeventyr hed ”Den trekantede hat.” Det handlede om en gammel soldat, der på landevejen møder en betler, der på hovedet bar en magisk hat.

Andersen forfinede det, og for første gang blev man præsenteret for den direkte mundtlige fortællemåde på skrift. Det var således en direkte og helt ny måde at henvende sig til børn på. Kritikerne var hårde ved Andersen, da man dengang mente, at sådan kunne man ikke skrive til og for børn, men Andersens idé var, at man skulle kunne høre fortælleren.

Senere i livet sagde Andersen, at eventyret kunne forstås af børn, men ”at også den Ældre skulle kunne høre derpå.”

Den Flyvende Kuffert

Eventyret et trykt første gang i 1839 i hæftet: ”Eventyr fortalte for Børn”. Inspirationen kom fra ”Tusind og én nat”, som H.C. Andersen havde fået fortalt af sin far i barndomshjemmet i Odense.

Uddrag af eventyret:

”Der var engang en købmand, han var så rig, at han kunne brolægge den hel gade og næsten et lille stræde til med sølvpenge; men det gjorde han ikke, han vidste anderledes at bruge sine penge, og gav han en skilling ud, fik han en daler igen! Sådan en købmand var han – og så døde han.

Den Grimme Ælling

Eventyret er trykt første gang i ”Nye Eventyr” i 1844. Andersen fortæller selv, at han begyndte at skrive eventyret, under et ophold på herregården Gisselfeld.

Det er hans egen livshistorie, han fortæller – fra den fattige barndom i Odense og svære ungdom i København til den lykkelige tid som berømt person med sommerophold på de danske herregårde.

Det er eventyret om at være og føle sig anderledes end de andre – om at holde fast i den man er og om at tro på sig selv og sine egne evner selvom ens omverden ikke forstår én.

Uddrag af eventyret.

”Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i grønne enge, og dér gik storken på sine lange røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder.

Den Lille Havfrue

Eventyret er trykt første gang i 1837. Andersen havde først tænkt, at eventyret skulle hedde: ”Havets døtre” eller ”Luftens døtre”, men ændrede så titlen til Den lille Havfrue. Eventyret er nu verdensberømt ikke mindst på grund af Edvard Eriksens havfrueskulptur på en kampesten ved Langelinje i København.

Forud for dette eventyr havde Andersen beskæftiget sig med den gamle folkevise: ”Agnethe og Havmande.” Det er temaet om længslen efter noget andet, end det man har, og her Agnethe, der vil søge lykken nede på havbunden, og der gifte sig med havmanden. Andersen arbejdede på sin egen måde med dette stykke under sin første rejse til Rom i 1833.

Kritikken hjemmefra var nådesløs og kom ikke mindst fra vennen Edvard Collin. Kritikerne mente, at stykket alt for tydeligt afspejlede Andersens eget følelsesliv. Hans egen mislykkede forelskelse i Louise Collin – Edvards søster. Også Søren Kierkegaard kritiserede flere gange Andersen for ikke at kunne distancere sig fra sin egen person.

Men hele dagen sad han og arbejdede, og da det var aften, havde han gjort en nydelig lille gryde; rundt om på den var der bjælder, og så snart gryden kogte, så ringede de så dejligt og spillede den gamle melodi:

”Ach, Du lieber Augustin Alles ist væk, væk, væk!“

Men det allerkunstigste var dog, at når man holdt fingeren ind i dampen fra gryden, så kunne man straks lugte, hvad mad der blev lavet i hver skorsten, der var i byen! Se, det var rigtignok noget andet end en rose.

Nu kom prinsessen spadserende med alle sine hofdamer, og da hun hørte melodien, blev hun stående og så så fornøjet ud; for hun kunne også spille ”Ach, Du lieber Augustin!” Det var den eneste hun kunne, men den spillede hun med én finger.

Og så måtte en af hofdamerne løbe ind, men hun tog klodssko på.

”Hvad vil du have for den gryde?” sagde hofdamen.

”Jeg vil have ti kys af prinsessen!” sagde svinedrengen.

”Gud bevar’ os!” sagde hofdamen.

”Ja, det kan ikke være mindre!” sagde svinedrengene.

”Nå, hvad siger han?” spurgte prinsessen...

Forholdet mellem Andersen og Henriette Wulff er udtrykt poetisk gennem Tommelises omsorg for svalen.

Det er også eventyret, hvor Andersen indleder sine fantastiske dyreskildringer med menneskelige træk, som man finder dem her i dette eventyr i beskrivelsen af skrubtudsen, markmusen, muldvarpen og oldenborren.

Tommelise er bortset fra indledningen, der igen tager udgangspunkt i de gamle folkeeventyr, Andersens egen opfindelse. Denne geniale evne til at beskrive dyr og blomster med menneskelige træk blev senere fulgt op i talrige andre eventyr.

Eventyret blev første gang trykt i 1835 i hæftet Eventyr fortalt for Børn.

Uddrag af eventyret Tommelise:

…”Nu kommer den kolde vinter,” sagde Svalen, ”jeg flyver langt bort til de varme lande, vil du følge med mig? Du kan sidde på min ryg. Bind dig kun fast med dit livbånd, så flyver vi langt bort fra den stygge muldvarp og hans mørke stue, langt bort over bjergene til de varme lande, hvor solen skinner smukkere end her, hvor der altid er sommer og dejlige blomster. Flyv kun med mig, du søde lille Tommelise, som har reddet mit liv, da jeg lå forfrossen i den mørke jordkælder!”

”JA, jeg vil følge med dig!” sagde Tommelise, og satte sig op på fulgens ryg, med fødderne på dens udbredte vinge, bandt sit bælte fast i en af de stærkeste fjer, og så fløj svalen højt op i luften, over skov og over sø, højt op over de store bjerge, hvor der altid ligger sne, og Tommelise frøs i den kolde luft, men så krøb hun ind under fuglens varme fjer og stak kun det lille hoved frem for at se alt den dejlighed under sig. Så kom de til de varme lande. Der skinnede solen meget klarere end her. Himlen var to gange så høj og på grøfter og gærder voksede de dejligste grønne og blå vindruer.

I skovene hang citroner og appelsiner…

Uddrag af eventyret:

”Nu skal jeg fortælle dig en historie, som jeg har hørt, da jeg var lille, og hver gang jeg siden har tænkt på den, synes jeg, at den blev meget kønnere; for det går med historier ligesom med mange mennesker, de bliver kønnere og kønnere med alderen, og det er så fornøjeligt!

Du har jo været ude på landet! Du har set et rigtigt gammelt bondehus med stråtag; mos og urter vokser der af sig selv! En storkerede er der på rygningen, storken kan man ikke undvære, væggene er skæve, vinduerne lave, ja, der er kun et eneste, der kan lukkes op: bageovnen strutter frem ligesom en lille tyk mave, og hyldebusken hælder hen over gærdet, hvor der er en lille pyt vand med en and eller hund, der gør ad alle og enhver.

Netop sådan et bondehus var der ude på landet, og i det boede et par folk, bondemand og bondekone. I hvor lidt de havde, kunne de dog undvære ét stykke, det var en hest, der gik og græssede på landevejsgrøften. Fader red på den til byen, naboerne lånte den, og han fik tjeneste; men det var nok mere tjensomt for dem at sælge hesten eller bytte den for et eller andet, der endnu mere kunne være dem til gavn. Men hvad skulle det være?

”Det vil du fatter bedst forstå!” sagde konen, ”nu er der marked i købstaden, rid du derind, få penge for hesten eller gør et godt bytte! Som du gør, er det altid det rigtige. Rid til markedet.”

Og så bandt hun hans halsklud, for et forstod hun dog bedre end han! Hun bandt med dobbelt sløjfe det så galant ud, og så pudsede hun hans hat med flad hånd, og hun kyssede ham på hans varme mund, og så red hun af sted på hesten, som skulle sælges eller byttes bort. Jo fatter forstod det…”

penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine soldater, brød sig ej om komedie eller om at køre i skoven, uden alene for at vise sine nye klæder. Han havde en kjole for hver time på dagen, og ligesom man siger om en konge, han er i rådet, så sagde man altid her: ”Kejseren er i klædeskabet!”

I den store stad, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at være vævere og sagde, at de forstod at væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Ikke alene farverne og mønstret var meget usædvanligt smukt, men de klæder, som blev syet af tøjet, havde den forunderlige egenskab, at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede til sit embede, eller også var utilladelig dum.

”Det var jo nogle dejlige klæder”, tænkte kejseren; ved at have dem på, kunne jeg komme efter, hvilke mænd i mit rige, der ikke duer til det embede, de har, jeg kan kende de kloge fra de dumme; ja, det tøj må straks væves til mig;” og han gav de to bedragere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde.

De satte også to vævestole op, lod som om de arbejdede, men de havde ikke det mindste på væven. Rask væk forlangte de den fineste silke, og det prægtigste guld; det puttede de i deres egen pose, og arbejdede med de tomme væve, og det til langt ud på natten.

Nu gad jeg nok vide, hvor vidt de er med tøjet!” tænker kejseren, men…”

”Det kan De meget godt!” sagde kongedatteren, ”men har de noget at stege den i, for jeg har hverken potte eller pande!”

”Men det har jeg”, sagde Klods Hans, ”her er kogetøj med tinkrampe!” Og så trak han den gamle træsko frem og satte kragen midt i den.

”Der er til et helt måltid!” sagde kongedatteren, ”men hvor får vi dyppelse fra?”

”Den har jeg i lommen!” sagde Klods Hans. ”Jeg har så meget, at jeg kan spilde af det!” og så hældte han lidt pludder af lommen.

”Det kan jeg lide!” sagde kongedatteren, ”du kan da svare! Og du kan tale, og dig vil jeg have til mand! Men ved du, at hvert ord vi siger og har sagt, skrives op og kommer i morgen i avisen? Ved hvert vindue ser du står tre skrivere og en gammel oldermand, og oldermanden er den værste, for han kan ikke forstå!” og det sagde hun nu for at gøre ham bange. Og alle skriverne vrinskede og slog en blækklat på gulvet.

”Det er nok herskabet!” sagde Klods Hans, så må jeg give oldermanden det bedste!” og så vendte han sine lommer og gav ham pludderet lige i ansigtet.

”Det var fint gjort!” sagde kongedatteren, ”det kunne jeg ikke have gjort! Men jeg skal nok lære det!”

Og så blev Klods Hans konge, fik en kone og en krone og sad på en trone, og det har vi lige ud af oldermandens avis – og den er ikke til at stole på!

I haven så man de forunderligste blomster, og ved de allerprægtigste var der bundet sølvklokker, der klingede, for at man ikke skulle gå forbi uden at bemærke blomsten. Ja, alting var så udspekuleret i kejserens have, og den strakte sig så langt, at gartneren selv ikke vidste enden på den! Blev man ved at gå, kam man i den dejligste skov med høje træer og dybe søer! Skoven gik lige ned til havet, der var blåt og dybt! Store skibe kunne sejle lige ind under grenene, og i disse boede der en nattergal, der sang så velsignet, at selv den fattige fisker, der havde så meget andet at passe, lå stille og lyttede, når han om natten var ude at trække fiskegarnet op og da hørte nattergalen.

Herre Gud, hvor det er kønt!” sagde han, men så måtte han passe sine ting og glemte fuglen! Dog næste nat når den igen sang og fiskeren kom derud, sagde han det samme: ”Herre Gud! Hvor det dog er kønt!”

Fra alle verdens lande kom der rejsende til kejserens stad, og de beundrede den, slottet og haven! Men når de fik nattergalen at høre, sagde de alle sammen: ”Den er dog det bedste!”

Og de rejsende fortalt derom, når de kom hjem, og de lærde skrev mange bøger om byen, slottet og haven, men nattergalen glemte de ikke, den blev sat allerøverst! Og de, som kunne digte, skrev de dejligste digte, alle sammen om nattergalen i skoven ved den dybe sø.

De bøger kom verden rundt, og nogle kom da også engang til kejseren. Han sad i sin guldstol, læste og læste, hvert øjeblik nikkede han med hovedet, thi det fornøjede ham at høre de prægtige beskrivelser over byen, slottet og haven. ”Men nattergalen er dog det allerbedste!” stod der skrevet…

fra; men hvad kunne det hjælpe! Det var meget store tøfler, hendes moder havde sidste brugt dem, så store var de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne fór så gruelig stærkt forbi; den ene tøffel var ikke at finde, og den anden løb en dreng med; han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn.

Der gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde; i et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker og et bundt gik hun med i hånden; ingen havde den hele dag købt af hende; ingen havde givet hende en lille skilling; sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange, gule hår, der krøllede saa smukt om nakken, men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene, og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg.

Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen…”

”Ak, en lille svovlstikke kunne føre godt.” turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak én ud, ”ritsch!” hvor spruttede den, hvor brændte den! Det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et underligt lys, den lille pige syntes hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle! Ilden brændte saa velsignet, varmede så godt! Nej, hvad var det! Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme disse, da slukkedes flammen. Kakkelovnen forsvandt, hun sad med den lille stump af den udbrændte svovlstik i hånden…

fødselsdag, og stillede dem nu op på bordet. Den ene soldat lignede livagtig den anden, kun en eneste var vidt forskellig! Han havde ét ben, thi han var blevet støbt sidst, og så var der ikke tin nok! Dog stod han lige så fast på sit ene, som de andre på deres to, og det er just ham, som bliver mærkværdig.”

Mødet med danserinden:

”Det var en kone for mig!” tænkte han; ”men hun er noget fornem, hun bor i et slot, jeg har kun en æske, og den er vi femogtyve om, det er ikke et sted for hende! Dog, jeg må se at gøre bekendtskab!” og så lagde han sig så lang han var bag en snustobaksdåse, der stod på bordet; dér kunne han ret se på den lille fine dame, som blev ved med at stå på ét ben, uden at komme ud af balancen.

Mødet med fisken:

”…Nu gik papiret itu, og tinsoldaten styrtede igennem – men blev i det samme slugt af en stor fisk. Nej hvor det var mørkt derinde! Der var endnu værre end under rendestensbrættet, og så var der så snævert; men tinsoldaten var standhaftig og lå, så lang han var, med geværet i armen.

Fisken fór omkring, den gjorde de allerforfærdeligste bevægelser; endelig blev den ganske stille, der fór som en lynstråle gennem den. Lyset skinnede ganske klart og én råbte højt: ”Tinsoldat!” Fisken var blevet fanget, bragt på torvet, solgt og kommet op i køkkenet, hvor pigen skar den op med en stor kniv. Hun tog med…

Eventyret blev første gang trykt i 1835 i første hæfte af ”Eventyr fortalte for Børn”. Dette hæfte indeholdt også ”Lille Claus og Store Claus”, ”Prinsessen på ærten” og ”Den lille Idas blomster.”

Uddrag af Fyrtøjet:

”Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! Én, to. Han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen, og nu skulle han hjem. Så mødte han en gammel heks på landevejen; hun var så ækel, hendes underlæbe hang hende lige ned på brystet. Hun sagde: ”God aften, soldat! Hvor du har en pæn sabel og et stort tornyster, du er en rigtig soldat! Nu skal du få så mange penge, du vil eje!” ”Tak skal du have, din gamle heks! Sagde soldaten.

”Kan du se det store ræ?” sagde heksen, og pegede på et træ, der stod ved siden af dem. ” Det er ganske hult inden i! Der skal du krybe op i toppen, så ser du et hul, som du kan lade dig glide igennem og komme dybt ned i træet! Jeg skal binde dig en strikke om livet, for at jeg kan hejse dig op igen, når du råber på mig!”

”Hvad skal jeg så nede i træet?” spurgte soldaten. ”Hente penge!” sagde hekse, ”du skal vide, når du kommer ned på bunden af træet, så er du i en stor gang, der er ganske lyst, for der brænder over hundrede lamper. Så ser du tre døre, du kan lukke dem op, nøglen sidder i, går du ind i det første kammer, da ser du midt på gulvet en stor kiste, oven på den sidder en hund, han har et par øjne, så store som et par tekopper, men det skal du ikke bryde dig om. Jeg giver dig mit…”

Sønnen fik nu alle disse penge, og han levede lystigt, gik på maskerade hver nat, gjorde papirsdrager af rigsdalersedler og slog smut hen over søen med guldpenge i stedet for med en sten; så kunne pengene sagtens gå, og de gjorde de; til sidst ejede han ikke mere end fire skilling, og havde ingen andre klæder end et par tøfler og en gammelslåbrok. Nu brød hans venner sig ikke længere om ham, da de jo ikke kunne gå på gaden sammen, men en af dem, som var god, sendte ham en gammel kuffert og sagde: ”Pak ind!” Ja, det var nu meget godt, men han havde ikke noget at pakke ind, så satte han sig selv i kufferten.

Det var en løjerlig kuffert. Så snart man trykkede på låsen, kunne kufferten flyve; det gjorde den, vips fløj den med ham op igennem skorstenene, højt op over skyerne, længere og længere bort; det knagede i bunden, og han var så forskrækket for, at den skulle gå i stykker, for så havde han gjort en ganske artig volte! Gud bevar’ os! Og så kom han til tyrkernes land. Kufferten skjulte han i skoven under de visne blade og gik så ind i byen! Det kunne han godt gøre, for hos tyrkerne gik jo alle ligesom han i slåbrok og tøfler. Så mødte han en amme med et lille barn. ”Hør du tyrkeramme!” sagde han, ”hvad er det for et stort slot her tæt ved byen, vinduerne sidde så højt!”

”Der bor kongens datter!” sagde hun, ”der er spået hende, at hun skal blive så ulykkelig over en kæreste, og derfor må der ingen komme til hende, uden kongen og dronningen er med!”

”Tak!” sagde købmandssønnen og så gik han ud i skoven, satte sig i sin kuffert, fløj op på taget og krøb ind ad vinduet til prinsessen.

Hun lå på sofaen og sov; hun var så dejlig, at købmanden måtte kysse hende; hun vågnede og blev ganske forskrækket, men…

Rundt om ager og eng var der store skove, og midt i skovene dybe søer; jo, der var rigtignok dejligt derude på landet! Midt i solskinnet lå der en gammel herregård med dybe kanaler rundt om, og fra muren og ned til vandet voksede store skræppeblade, der var så høje, at små børn kunne stå oprejst under de største; der er lige så vildsomt derinde som i den tykkeste skov, og her lå en and på sin rede.

Hun skulle ruge sine små ællinger ud, men nu var hun næsten ked af det, fordi det varede så længe og hun sjældent fik visit; de andre ænder holdt mere af at svømme om i kanalerne end at løbe op og sidde under et skræppeblad for at snadre med hende.

Endelig knagede det ene æg efter det andet; ”Pip, pip!” sagde det, alle æggeblommerne var blevet levende, og stak hovedet ud.

”Rap, rap!” sagde hun, og så rappede de sig alt, hvad de kunne, og så til alle sider under de grønne blade; og moderen lod dem se, så meget de ville, for det grønne er godt for øjnene.

”Hvor dog verden er stor!” sagde alle ungerne! Thi de havde nu rigtignok anderledes, plads end da de lå inde i ægget.

”Tror I, det er hele verden!” sagde moderen, ”Den strækker sig langt på den anden side haven, lige ind i præstens mark! Men der har jeg aldrig været! I er her dog vel alle sammen!” og så rejste hun sig op! Nej jeg har ikke alle! Det største æg ligger der endnu…”

Andersen kom imidlertid stærkt tilbage med den omvendte model af Agnethe, hvor det er havfruen, der ønsker at komme væk fra havbunden for at opnå et evigt liv efter døden.

Den lille havfrue er yngste datter af havkongen, der lever på havets bund. Når hun fylder 15, må hun som sine øvrige søskende stige op til overfladen, og dermed få et glimt af menneskenes verden. Da dagen oprinder, stiger hun op, ser en dejlig prins og redder ham fra druknedøden. Fra sin bedstemor ved hun, at ved at gifte sig med et menneske kan hun får del i det evige liv og ikke som havfrue efter 300 år opløses i skum og ikke få del i det evige liv.

Ved hjælpe af havheksen får hun den trylledrik, der skal hjælpe hende til at blive et menneske. Prisen er hård, da hun må give afkald på sin hale og sin tunge/ stemme.

Prinsen på landjorden gifter sig imidlertid med en anden prinsesse, som han tror er den person, der reddede ham fra druknedøden.

På bryllupsnatten fristes den lille havfrue af sine søskende til at stikke en kniv i hjertet på prinsen for derved igen at kunne forvandle sig til en havfrue. Men kærligheden til ham forhindrer hende i at udføre drabet. I stedet opløses hun til skum, men dør ikke. Hun forvandles til en luftånd, der ved gode gerninger kan opnå evigt liv.